Begrebet Hund
Denne artikel henvender sig til alle der har eller ønsker en eller flere hunde til al slags anvendelse og baggrunden er fortrinsvis ud fra mine egne erfaringer med jagthunde. Den er rettet imod den hundeejer der har en gennemsnitlig viden om det at holde hund. Den er også et supplement til den træningsforståelse jeg selv har og bruger i vores kursusvirksomhed.
Artiklen kan ses, som en kort beskrivelse af begrebet hund.
Baggrunden for artiklen er de oplevelser jeg har gjort mig igennem mit arbejde med hunde. Min kone og jeg har en lille hundepension, hvor vi passer alle typer af hunde.
Vi har en kennel, hvor vi opdrætter racen Bracco Italiano (v. billede). Kennelen består af 3 tæver, en han hund og udgår i den sammenhæng en lille flok sammen med min familie og jeg.
Desuden er jeg uddannet jagthundeinstruktør, og som dette har jeg deltaget, som instruktør i den lokale jagtforening, samt bruger min kundskab igen Aktivt Hundelivs eget hundekursus.
Igennem arbejdet i hundepensionen kommer jeg i kontakt med alle slags hunde. Top trænede jagthunde, helt almindelige familie hunde og selvfølgelig den anden ende af skalaen, det man i daglig tale vil kalde problemhunde. Jeg får også en del spørgsmål vedrørende løsning af de problemer ejerne oplever med deres hunde via vores pasning af samme.
Det samme gør jeg også i vores kennel arbejde og via min rolle som jagthundeinstruktør.
Disse spørgsmål er den primære motivation for denne artikel, eftersom det grundlæggende i langt de fleste problemstillinger er den manglende forståelse af hunden og dens adfærd, samt behov.
For at få din hund til at begå sig i dagligdagen, det være sig i familien, jagt eller andre former for aktiviteter, da er det vigtigt at sætte sig ind i hundens adfærd og i særdeleshed hundens behov. Der er skrevet mangt og meget om dette emne. Jeg vil derfor give et relativt kort indblik i de faktorer der gør sig gældende for hunden.
For at letteforståelsen af de samlede behov, da har jeg konstrueret det jeg kalder ”hundens behovspyramide”. Denne pyramide skal læses, som en samlet konstruktion og man kan derfor ikke udelade elementer af denne uden det vil få konsekvenser for hundens adfærd eller problemer på samme.
Det vi stræber efter er en hund i balance. En hund i balance får opfyldt alle behov i ”hundens behovspyramide”. Hvordan disse behov bliver dækket vil jeg beskrive nærmere. Men for eksempelvis at klarlægge omfanget af et problem hos en hund, da er det vigtigt og danne sig et billede af hundens liv i relation til de behov den får dækket (hundens behovspyramide).
Hunden er først og fremmest et flokdyr. Forståelse af dette er en forudsætning for et godt liv for hunden, men også forudsætningen for et godt samspil imellem hunden og dens menneske flok.
En årsag til, at hunden og mennesket har været uadskillelige i over 40.000 år er det faktum, at mennesket også er et flokdyr og megen af den adfærd mennesket udviser, er letlæseligt og forståeligt for hunden. Jeg har ikke den holdning, at hunde ser os som hunde. Hunden lever i en form for symbiose, hvor fordelene (mad og tryghed) langt overskrider ulemperne i samværet med mennesket. Hunden lever dog som en del af flokken (vores familie) og tilpasser sit liv efter denne flok. Det er igennem den flok vi virkelig kan udnytte og have gavn af hunden. For mine hunde er der først og fremmest, som familie og jagthund, at jeg drager nytte.
Hundens fysiske og psykiske ramme:
De genbestemte forudsætninger hunden har arvet.
Generne bestemmer hvilket potentiale hunden har, både hvad angår de fysiske rammer, men også de psykiske, herunder den mentale del af hundens psyke. Det er altså forældre dyrene og de linjer langt tilbage i tiden der afgør udfaldet af det potentiale der ligger i en hundehvalp.
Det er vigtigt vi som hundeejere forstår, at det er hundens potentiale. Hvad udfaldet af den voksne hund bliver, er i høj grad et resultat af, hvordan vi forvalter dette potentiale.
Som hvalpekøber kan man dog til en vis grad sikre sig det bedste potentiale. Dette gøres igennem at sætte sig ind i forældre dyrenes og disses linjers fysiske og psykiske tilstand.
Spørg ind til forældre dyrenes sundhedsstatus (HD, AD, allergi m.m.). Besøg kennelen og se forældre dyrene. I dette forløb kan det betale sig at være kritisk.
I den sammenhæng er Dansk Kennelklubs (DKK) guide ”Skal du have hund” en god ide at se, i og omkring de tanker man gør sig i forbindelse med anskaffelse af hund.
Langt den største del af arvemassen er ens for alle hunderacer. Det er på trods af, at vi som mennesker ser store forskelle i udseende og de egenskaber den enkelte hund har. Men det er en promille del af arvemassen der gør den forskel, der er i udseende og egenskaber er på eksempelvis en gravhund og en Mastino Napolitano.
De fysiske forskelle der findes imellem de enkelte racer stiller os som ejere over for nogle krav.
Er det en hund der kræver pelspleje, pleje af ører m.m.?
Er der krav til speciel fodring?
De krav den enkelte race måtte have er vi som ejere af hunden forpligtiget til at sætte os ind i og overholde hele hundens liv.
Men også de forskelle der er i psyke og egenskaber sætter os, som hundens ejer og fører, overfor krav der relaterer til træning og socialisering af hunden.
Er det en kontaktsøgende race eller en race der tager initiativ?
Er det en race der er skarp og har stor selvtillid?
Eksempelvis er den typiske retriever race særdeles kontaktsøgende og sætter ikke helt så store krav til kontakttræning contra mange af de stående hunde, der er født med en ekstra stor pose initiativ.
Kort sagt skal vi som hundeejere sætte os ind i det behov vi søger i det og have hunde. Derefter skal vi finde en race der opfylder de behov, både på den mentale og fysiske side, og slutteligt skal vi være særdeles opmærksomme på, hvilken linje(kennel) vi vælger at købe hunden hos.
De fysiologiske behov:
Hunden har behov for nærlig de samme behov som mennesker.
Den almindelige hundeejer i Danmark overfylder langt hovedparten af disse. Her tænker jeg på behov for varme, læ, tørt sted m.m. Disse behov dækkes til fulde i og med de fleste hunde er en del af familien og derfor lever sammen med os i vores hjem.
Der er dog et par behov vi ikke altid er gode til at opretholde.
En god kost er et af de områder jeg stadig kan se nogle hunde ikke bliver udsat for.
Det ses på deres pels, der ser trist og slidt ud. Det ses tydeligt på deres overvægt, hvor en stor del af de danske hunde rent faktisk er overvægtige. Det ses også på deres adfærd.
Der findes mange hundefoder produkter, det ene bedre end det andet. Jeg vil ikke gøre reklame for noget enkelt mærke. Men generelt er der firmaer der har mange årtiers erfaring med foder og har udført seriøs forskning på området. Disse firmaer vil jeg anbefale positivt.
Så findes der firmaer, hvor der laves kopi foder uden egentligt at sætte spørgsmålstegn ved det der bliver tilsat. Disse kan være fine produkter, men personligt er jeg ikke tryg ved dem.
Slutteligt har vi hundeejeren der fodrer med rester fra deres eget bord. Dette er ikke det en hund har behov for. En hund kan overleve på vores mad, men den har ikke behov for samme sammensætning af føde, som vi mennesker har. Det er ofte disse hunde der har dårlig pels og er overvægtige.
Sociale behov
Hunden er et flokdyr. Det betyder den har et stort behov for at være en del af en flok. Der er mange fordele i at leve i en flok. Flokken giver ude i den vilde natur tryghed idet der er mange til at holde vagt og flokken er stærkere end det enkelte individ. Flokken giver også større chance for succes på en jagt, dermed bedre chance for at stille sulten. Flokken er livsvigtig for hunden. Med den indgangsvinkel er det også lettere at forstå hundens adfærd når vi efterlader den alene eller hundens velkomst af os, når vi kommer tilbage til flokken.
Derfor må vi som mennesker acceptere, at vi er de eneste (hvis vi kun har en hund) der kan stimulere de sociale behov hunden har. Så også her forpligtiger det at have hund.
Behov for Aktivitet.
Hunde har som vi mennesker brug for aktivitet. Den simple talemåde ”Sund sjæl i sund krop”, gælder også for hunde. Specielt i indlæringsøjeblikke, da vil en hund i god fysisk form have mere overskud og derigennem være mere modtagelig for indlæring.
Men endnu vigtigere er, at igennem den form for aktivitet vi laver med hunden, da styrker vi vores kontakt og relation til hunden. Vi styrker og opnår det sociale behov der er hos hunden og vi styrker vores position i det hierarki hunden også har behov for.
Sidst skal hunden også betragtes, som et relativt intelligent dyr. Dens behov for aktivering ikke kun fysisk, men også mentalt skal opfyldes for at kunne få en hund i balance.
Netop dette behov har været udgangspunktet og ideologien i Aktivt Hundeliv.
Behov for Ledelse
Behovet for ledelse er tæt sammenknyttet til de sociale behov. Dermed knytter det sig også til det faktum at hunden er et flokdyr. En flok skal have et hierarki der fungerer og er i balance. Der må ikke være tvivl om, hvem er øverst i hierarkiet og hvem der er nederst. Er der tvivl om hierarkiet skaber det ubalance og konfrontationer.
I den vilde hunde flok vil skift i hierarkiet ofte ske via korte magtkampe og disse er ofte kun overfladiske. Kampe der forsager alvorlige skader er ikke ønskværdige for nogen da disse skader i naturen ofte vil medføre døden og dermed vil de sjældent opstå. Dette sker dog og er derfor meget alvorligt når det indtræffer. Derfor skal vi også tage det alvorligt når hunde bruger hårde midler (bid) inden for den flok vi som førere har skabt.
Som menigt medlem af en flok vil hunden arbejde for flokken og beskytte den. Her er det vigtigt at hunden netop ligger lavest i hierarkiet og her mener jeg, at vi mennesker altid skal stå øverst i hierarkiet. Dette gælder alle medlemmer i vores familie.
Hvis en hund er i tvivl om sin placering i et hierarki, da vil den forsøge at stige opad i dette. Det er vigtigt, at vi hele tiden er opmærksom på dette. En hund der konstant er i tvivl om sin placering bliver stresset og er ikke i balance.
Behov for ledelse er typisk der, hvor de fleste spørgsmål opstår, når det drejer sig om problem hunde.
En flok kan ikke fungere, hvis der ikke er en leder.
En leder er for en hund, den der bestemmer, den der guider, den der støtter, den hunden kan stole på, lederen er også tryghed og den der i sidste ende er garanti for balancen i livet.
Ordet ledelse har udviklet sig utroligt meget de sidste 100 år og specielt i hundeverdenen de sidste 30 år.
Der må ikke være tvivl om, at ledelse er en del af hundens behov.
Det der desværre stadig er til stor debat er, hvor vigtigt ledelse er i hundens balanceret liv.
Ledelse er ikke konstante kommandoer, råben, fløjten.
Vi skal udvise ledelse i vores samspil med hunden. Hvis en hund ikke har en flokleder vil den automatisk overtage denne rolle. Det vil den fordi, at for en hund er en flok uden leder dømt til ikke at kunne fungere. En flok uden ledelse vil ikke overleve. Det er altså livsvigtigt med ledelse i en hundeflok. Derfor ser vi rigtigt mange hunde der har taget ledelsen i mange hjem med hund. Langt de fleste problemhunde er opstået i manglende forståelse af denne leder rolle. I Danmark bliver der aflivet over 14.000 problemhunde om året. Jeg vil påstå, at over 90 % af disse aflivninger kunne undgås, hvis ejerne havde forståelse for vigtigheden af ledelse i hundens liv.
Måden vi udviser ledelse på lærer vi igennem træningen, da træning i sig selv er ledelse.
Men er man ikke den naturlige leder (set fra hunden), så lav nogle regler der er lette for os mennesker at huske. Det skal være regler for hunden og de skal gælde resten af hundens liv, 24 timer i døgnet. Det skal helst være simple regler, såsom:
Hunden skal sidde før fodring/hoppe ud eller ind ad bilen/få snor på o.s.v.
Hunden må ikke hoppe op i møblerne eller ikke være i køkkenet.
Lav dog ALDRIG regler, som hunden ikke kan udføre, fordi den ikke har lært dem endnu.
Jeg vil her understrege, at en hund i balance der ikke har problemer med forståelsen af, hvem der er leder, i bund og grund kan styre fjernbetjeningen fra sofaen. Men sæt nogle regler der gør det let for jer som mennesker at være konsekvente.
Ordet konsekvent er et grundlæggende element i denne ledelse. Har i sat jer nogle regler, så vær konsekvent med dette. Hunde ser inkonsekvens, som svag ledelse.
Den gode leder for en hund kan sammenlignes med den leder vi mennesker selv ønsker. Det er ikke den sure boss der er efter en hele tiden. Men ham/hende man ser op til og vil gøre alt for alene på grund af sin gode og positive ledelsesform.
Resume
Dette var en kort beskrivelse af de behov jeg anser, som essentielle i en hunds liv. Kan vi opfylde de behov for hunden, da vil vi have en hund i balance.
Dette skal dog suppleres med træning. Alle hunde har behov for lydighedstræning, hvad enten de skal være familie hunde eller politihunde. Dertil skal der så speciel trænes til det formål hunden skal bruges til.
Men jeg garanter, at træningen og opnåelse af de mål vi sætter os for vores hunde, er langt mere opnåelige, hvis vi gør en indsats i relation til ”hundens behovspyramide”.
Kim Geisler Kristensen - Aktivt Hundeliv
Flere artikler - Klik Her!
Køb hundeartikler hos Aktivt Hundeliv - Klik her!


0 Vare(r) i kurven - Gå til kassen


