Jagthundetræning

Indledning

Træningen af en spaniel til jagthund tager de første to år af hundes liv og i denne periode tager man den ikke med på jagt!
Træningen af hunden kan deles ind i tre faser. Hvalpetræningen, grundtræningen og jagttræningen. Under hvalpetræningen lægger vi gunden til hundes fremtidige arbejde som jagthund. Vi præger den i den ønskede retning og arbejder med hundens nedarvede lyst til arbejdet. Vi stiller ikke krav om præcision og lydighed.
Under grundtræningen bygger vi videre på hvalpetræningen og stiller gradvis større og større krav til præcision og lydighed. Det er her vi lægger kommandoer på og indlærer de klassiske lydighedsdiscipliner.
Under jagttræningen arbejder vi med færdiggørelsen af hundes uddannelse til jagthund. Vi gør øvelserne gradvis sværere og stiller og krav om præcision i arbejdet.

Vigtige grundregler

Tre vigtige grundregler. Der er tre meget vigtige "grundregler" når man træner hund.
Den første er at vide hvad man vil bruge hunden til, allerede inden man henter hvalpen. Hermed har man muligheden for at præge den i ønsket retning. Hvalpen er meget nem at præge i ønsket retning de første par måneder. Hvis man vil bruge vil bruge hunden som apportør, er det vigtigt at den roses for alle handlinger, som har noget at gøre med at hente og bringe ting. Dette gælder også selv om det er ens nyeste sko hvalpen kommer med. Husk prægning i en tidlig alder kan ske i både i positiv og negativ retning.
Den anden grundregel lærte jeg af Niels Egelund Fadderbøl, daværende uddannelsesleder fra Spanielklubben. Den hedder, giv aldrig hunden en kommando som du på forhånd ved den ikke kan eller vil udføre med eller uden din hjælp. Dette betyder at man ikke beder hunden om at udføre en kommando, hvis man ikke er sikker på den vil udføre den. Man kan tale om ikke at overskride hundens dressurniveau. Altså det sted under træningen, hvor en given hund i træningsøjeblikket befinder sig. Det kan være den kan gå fint lineføring i haven; men man har ikke prøvet på steder med forstyrrelser. I en sådan situation kan man jo ikke forvente at hunden gør øvelsen rigtigt, hvis det pludselig skal foregå på byens gågade. Kræver man det har man overskredet hundens dressurniveau og kommer måske oven i købet til at irettesætte for at få hunden til overhovedet at udføre øvelsen. Og da irettesættelse ikke har nogen længerevarende indlærende effekt på hunden opnår vi kun, at hunden bliver stresset og indlæringen bliver langsommere.
Den tredje regel er at sørge for at hunden ved præcis hvornår den er under kommando og hvornår den er fri til at gøre hvad den har lyst til. For at sikre det bruger vi Fri kommando som betyder at hunden nu må gøre hvad den vil. Hver gang vi ikke længere stiller krav til hunden om at udføre en bestemt øvelse "giver vi den FRI". Den klassiske fejl folk begår er f.eks. at lægge hunden dæk og så for øvrigt glemme alt om den. Det skaber kun en ulydig hund, der lystrer førerens kommandoer når det passer den. Har man givet hunden en dæk kommando, så skal hunden blive liggende til den får lov til at rejse sig. Dette opnår man kun hvis hunden har tillid til en og man er konsekvent og aldrig glemmer en hund som er under kommando.
Kan man leve op til disse tre grundregler har man et særdeles godt startgrundlag.

Lederskab

Du bliver leder ”hvis du bevarer fatningen, når alle andre omkring dig mister den” Citat af Kipling.
Der er noget om snakken, også når det gælder lederskabet i en flok bestående af mennesker og hund(e). Det er den som tager initiativet og bestemmer som gør sig fortjent til lederskabet. Lederskabet praktiseres gennem KONTAKT, VENLIGHED, AKTIVITETER og KONSEKVENS. Husk din hund bliver ikke mere dominant (leder) end omgivelserne (dig og familien) tillader !!!
Ifølge den Svenske etolog Lars Fält er lederskab at sætte grænser, at tage initiativ til aktiviteter og afslutte dem igen, samt at holde ro i flokken Det er vigtigt at vi opfører os som leder. At vi viser vi er i stand til at klare problemer og tage beslutninger. Vi opfører os tillidsfuldt, myndigt og er konsekvente. Vi mener det samme hver gang, altså et NEJ er et NEJ. Det er vigtigt at hunden tidligt lærer NEJ kommandoens betydning og når vi har sagt NEJ så er det nej og vi er villige til at gennemføre kravet.
Stil nogle enkle dagligdags regler op for hunden og sørg for de bliver overholdt. Det skal være ting som falder naturligt ind i familiens hverdag. Man skal ikke finde på forbud for forbuddets skyld. Det kan være ting som at sidde når hunden får halsbånd på. At vente ved havelågen til den får lov at gå ud. Først at spise når der bliver sagt værsgo. Ikke at hoppe ud af bilen før der bliver givet lov.
Hvis hunden allerede laver noget ”ulovligt” som f.eks. at ligge i en forbudt stol, skal vi ikke skælde ud; men lokke den ned ved at tage noget af dens legetøj som den er glad for. Når hunden kommer giver vi den legetøjet og sætter os i stolen. Kun når vi ser hunden i det øjeblik den er på vej op i stolen kan vi hurtigt sige NEJ. Har hunden taget en sko eller lignende laver vi samme byttehandel. Især her, er det vigtigt at vi ikke forsøger at tage genstanden med magt, eller fange hunden, da det kan ødelægge den senere apportering.
Det er også en god ide at vi altid selv er den som først tager kontakt til fremmede, både mennesker og hunde. Sæt hunden af og sig goddag til den fremmede person og hils herefter på vedkommendes hund. Dette selvfølgelig ved at gå ned på hug og vende siden til, for så at lade den fremmede hund tage kontakt. Vil den ikke det så ignoreres den. Først herefter, og når vi har vurderet at den fremmede er ”venligtsindet”, kan vi kalde vor hund frem for at hilse.
Hvis hunden bliver bange hjælper vi den. Vi ynker den ikke og dermed bekræfter den i det farlige. Man ser ofte folk tage en lille hund op på armen når den bliver bange. Det bliver man ikke leder af. Skal man vise lederskab skal man løse problemet som hunden blev bange for. Det kan f.eks. være en anden hund som er for voldsom. Her skal vi gå i mellem hundene og holde den anden hund på afstand med tydelige signaler. Vi signalerer hermed til vor egen hund at vi har styr på situationen og lederen løser problemet.
Vi skal huske at tage initiativ til noget som hunden synes er spændende. Hunden er meget afhængig af sin næse og den har brug for at komme forskellige steder. Det er ikke nok altid at gå de samme 2 kilometer i nabolaget. Man kan tage initiativ til sporarbejde eller at lade hunden finde ”tabte” genstande. Det kan også være det at bære ting hjem fra en tur i butikker, eller bære avisen ind. Mulighederne er utallige. Det vigtigste er at hunden IKKE altid er hunden selv, som på egen hånd, tager initiativer til spændende oplevelser, da disse som regel ikke passer med hvad vi ønsker hunden skal beskæftige sig med. Alt det spændende skal ske sammen med dig, det styrker tilliden og fællesskabet!
Sidst men ikke mindst skal vi vænne hunden til at komme ubetinget på kald og det er efter en – altså en kommando. Det kan man ikke tvinge igennem, det sker kun, hvis hunden opfatter en som venlig og interessant at være sammen med. Hunden skal selvfølgelig have respekt for vore henvisninger og kommandoer; men det er meget vigtigt at denne respekt opnås gennem tillid og ikke gennem tvang. Hvis hundens respekt for en er opnået gennem tillid vil det også virke i situationer, hvor hunden er optaget af noget den selv opfatter som interessant, som f.eks. jagt. Derimod, hvis respekten er opnået gennem tvang, vil det især på jagt vise sig at hunden ”glemmer” respekten og samarbejdet og følger sin egen interesse for jagt i stedet.



Indlæringsprincipper

"Klassisk betingning" blev opfundet af en Russer ved navn Pavlov. Han fandt ud af at hans forsøgshunde reagerede med forøget spytreaktion langt før de fik mad. Normalt skulle man forvente at den forøgede spytkirtelreaktion kom i forbindelse med synet eller lugten af maden; man Pavlov fandt ud af at det var nok han kom ind i rummet. Pavlov forstod at man kunne "betinge" spytkirtelreaktionen, det vil sige at koble den sammen med f.eks. en lyd. Så snart hundene så hørte lyden, begyndte vandet at løbe i munden på dem. Han viste at man ved at gentage tilstrækkelig mange gange kunne man få hundene til at reagere, ved at vandet løb i munden på dem, alene ved lyden og uden der var mad tilstede.
Det er det samme princip vi bruger i træningen. Vi får hunden til at sætte sig ved at føre en godbid skråt opad forbi hundens næse. Det gør vi nogle gange og snart skal vi blot vise hunden godbidden før den sætter sig. Vi kobler nu ordet sit på samtidig med bevægelsen. Efter et vist antal gentagelser, vil hunden sætte sig på ordet sit alene. Godbidden kan undværes og erstattes af ros. Det er hundens evne til at forbinde - associere - en positiv oplevelse (det at få godbidden) med en handling (det at sætte sig). 
En anden metode er den Operante indlæring, som går ud på at forstærke en handling hunden af sig selv foretager. Når hunden f.eks. er på vej i mod os, kalder vi dens navn og belønner med godbid og ros når den kommer. Det var amerikaneren B F Skinner som begyndte at kombinere den ”klassiske betingelse” med den operante indlæring.
For at få hunden til at udføre øvelserne "forstærker" man ønskede reaktioner. Man roser hunden når den gør det rigtige og giver den evt. belønning i form af en godbid. Hunden opnår "positiv forstærkning". Det har dog været meget udbredt under hundetræning at bruge "straf", det kan f.eks. være under lineføring, hvor hunden udsættes for et hårdt ryk i linen, når den ikke går rigtigt. Nyere undersøgelser viser at straf slet ikke har nogen længerevarende indlærende effekt på hunden, hvilket derimod "positiv forstærkning" har. Hunden husker ting den har lært ved hjælp af "positiv forstærkning"; men det kræver at den anvendte forstærker (godbidden) er effektiv, altså noget hunden kan lide. Det kræver også at forstærkningen altså godbidden kommer øjeblikkeligt når den ønskede handling udføres. Vil man f.eks. give hunden positiv forstærkning for at gå pænt fri ved fod, skal man belønne medens hunden går ved siden af en, og ikke når vi stopper op og hunden sidder. 
Man arbejder i dag med fire procedurer i den operante indlæring; 
Positiv forstærkning - forøger hyppigheden af en adfærd når det bliver præsenteret. 
Negativ forstærkning - forøger hyppigheden af en adfærd når det bliver fjernet. 
Positiv straf - reducerer hyppigheden af en adfærd når det bliver præcenteret. 
Negativ straf - reducerer hyppigheden af en adfærd når det bliver fjernet.
I den moderne indlæring anvender vi mest positiv forstærkning og dens modsætning negativ straf. Negativ straf betyder at man fratager hunden muligheden for at opnå positiv forstærkning. Det er f.eks. at fratage den kontakt ved at vende ryggen til, muligheden for at få godbidden - altså ting som forsvinder når hunden ændrer adfærd i den retning vi ønsker.
Vi anvender også den negative forstærkning som f.eks. kommando Naiiij (føj), men mest som hjælp til at få hunden til at vise en adfærd som vi kan belønne, give positiv forstærkning. Den positive straf, som ryk i linen, kan i visse situationer også virke; men man skal passe på at det ikke bliver det overvejende redskab. Positiv straf fører nemlig oftest til hjælpeløshed, passivitet og angst.
Det er vigtigt at man ikke betragter hunden som et lille menneske med pels og fire ben. Hunden har sin egen måde at opfatte verden på, hvilket også er en af grundene til at straf virker dårligt som indlæringsværktøj. Hvis hunden f.eks. hyler eller gøer når den bliver bundet og føreren fjerner sig, vil de fleste skælde ud på hunden, måske endda gå tilbage til den og ruske den. Pludselig virker det, vi opfatter som straf, nu som ros for hunden. Den brød sig ikke om at føreren gik fra den og fandt hurtigt ud af, at lære føreren til at komme tilbage på "gø/hyle signalet". At føreren skælder ud når han kommer, betyder mindre for hunden, for nu er de jo sammen. Her må man lære hunden at være tryg og blive roligt siddende når man fjerner sig. Det gøres gennem positiv forstærkning, ved at rose hunde når den bliver siddende rolig. Dette kræver små korte øvelser der kun gradvis forlænges i tid og afstand.
Hunden tænker ikke som et menneske og den drager ikke konklusioner; men den kan huske og opsamle erfaringer. Hunden vil normalt agere ud fra basale behov og især for at behage sig selv. Man kan sige at hunden, ud af to mulige valg, altid vælger det for den selv behageligste. Derfor et det vigtig at vi i vor omgang med hunden lærer at beherske tildelingen af ros. Vi skal rose for de handlinger vi ønsker og ignorer de handlinger vi finder uønskede. Adfærd som ikke giver noget resultat (behag for hunden) uddør af sig selv.
Stemmen er også meget vigtig. Blød venlig stemme ved ros og bestemt stemme ved udtale af "naai". Det hjælper ikke på hundens forståelse at råbe, for hunden hører væsentlig bedre end vi gør. Husk rolig og behersket fører giver som oftest rolig og behersket hund.

 

Hundesprog og kommunikation

At kunne kommunikere med hunden er selvfølgelig en betingelse for at kunne lære den noget overhovedet. Jo bedre denne kommunikation bliver jo mere kan vi lære hunden og jo dygtigere bliver den. Kommunikation består af flere delelementer. Der skal være en sender (føreren/os), en modtager (hunden), et signal (kommando ordet) alt sammen under indflydelse af de ydre påvirkninger (andre hunde etc.) Husk også at kommunikation ikke kun forgår med stemmen; men i høj grad også med kropssprog og mimik.
Senderen, altså os, må nødvendigvis sende i et for hunden forståeligt sprog. Det betyder enkle kommandoer som passer til de signaler som vi sender med mimik og kropssprog. Vi skal også være oplagte og koncentrerede på opgaven. En sur og irriteret ”sender” er der ingen som gider høre på. 
Modtageren, altså hunden, skal selvfølgelig være klar til at modtage signalet. Det vil sige den skal være opmærksom på føreren – vi skal have dens opmærksomhed. Så skal signalet selvfølgelig være afpasset efter hundens alder og udviklingstrin. Kravet vi stiller, skal være mulig for hunden at indfri. Selve signalet, altså kommandoen skal være i enkle og letforståelige ord, som altid er de samme, for samme opgave. Det er også vigtigt at huske at vores verbale sprog skal harmonere med vort kropssprog.
Så skal vi tilpasse omstændighederne – de ydre påvirkninger – til elevens niveau. Det betyder at vi kun gradvis skal øge de ydre påvirkninger, altså forstyrrelser fra omgivelserne.
For at kunne kommunikere med hunden skal vi lære så meget af dens sprog som muligt. Hvis vi rejser til et fremmed land med en anden kultur og et andet sprog, er det en betingelse at vi lærer at tale sproget, alene for at få de dagligdags ting til at fungere. Tænk blot at blive placeret et sted i Japan, hvor man hverken kan forstå det talte eller skrevne sprog. Heldigvis for os er hunde generelt fantastiske til at lære at forstå menneskesprog og i besiddelse af en fantastisk tilpasningsevne, derfor klarer de fleste hunde sig fint på trods af vores manglende forståelse deres sprog.
Hundens sprog består af flere elementer. Visuelle signaler – altså mimik og kropssprog. Akustiske signaler, altså gøen, brummen, hylen og smasken. Kemiske signaler, som er kropsdufte og til sidst det vi kalder taktile signaler, som er f.eks. snudepuf og bidemarkering.
Der findes på markedet flere gode bøger som beskriver hundesproget. Der er bl.a. bogen ”tal hundsk” af Stanley Coren, på Borgens forlag. En bog på over tre hundrede sider som beskriver de fleste facetter i hundesproget. Bogen ”hundesprog Etologi i ord og billeder” af Rene Sjøberg, på Clausen bøger, beskriver hundesproget i en række glimrende fotos. I Irene H. Jarnveds bog ”helhjertet hundetræning” er der et rigtig godt kapitel med beskrivelse af hundes dæmpende og truende signaler. Her kan man se en beskrivelse af signalet, i hvilken situation det ofte forekommer og så hvordan vi kan svare på hundesprog. Det kan jeg kun varmt anbefale at læse.
Som eksempel er der hanhunden som letter ben, når vi kalder på den. Det bliver ofte opfattet som dominans og at hunden viser foragt. Det er dog som oftest det man kan kalde en oversprings handling. Hunden er usikker og har måske dårlige erfaringer med føreren som bliver ophidset og irriteret fordi hunden ikke kommer hurtigt nok eller løser opgaven tilfredsstillende.
De flestes reaktion når hunden letter ben ved indkald er at skælde ud og det gør blot problemet større. Her bør man i stedet forholde sig roligt vise tydelige dæmpende signaler ved at gå ned på hug og vende siden til og evt. smaske; men mest af alt tænke over, hvad årsagen til hundens handling egentlig var. Måske den stillede opgave var for svær i forholde til den given hunds træningsniveau.
Jeg kan derfor varmt anbefale at låne eller købe så mange bøger som muligt om hundesprog, det vil helt sikkert vise sig at være ulejligheden værd. Kig også gerne på litteraturlisten, på min side om mine egne hunde.

Hundens sanser

Det er selvfølgelig vigtigt at vide noget om hvordan hunden fungerer, herunder bl.a. også kendskab til hundens sanser.
Hunden har 5 sanser, Synssansen, Høresansen, Lugtesansen, Smagssansen og Følesansen. Ud af de fem sanser er lugtesansen klart den vigtigste af hundens sanser. 
I forhold til vores ca. 5 millioner lugteceller har hunden ca. 200 millioner lugteceller. Hunden har desuden et specielt område i hjernen som tager sig af lugteindtryk. Hunden husker også lugte meget bedre end mennesket og den kan arbejde med samme fært i længere tid ad gangen uden som vi mennesker at blive immune overfor den. Hvem har ikke prøvet at komme ind i et lokale med en bestemt duft, som pludselig efter lidt tid er forsvundet. Hunden bruger også lugtesansen i social sammenhæng, den henter oplysninger om alder, køn, status osv gennem lugten fra en anden hund. 
Lugtesansen er også den sans mennesket har haft størst glæde af hos hunden. Den kan skelne selv små duftforskelle, den kan dufte bevægelsesretning og den kan via lugtsansen finde både ting og mennesker.
I forbindelse med træningen er det vigtig at erkende at hunden har behov for at bruge næsen. Sørg for at stimulere hunden i at bruge næsen gennem træning i spor og søgearbejde. Spaniels er netop hunde med meget stort behov for aktivering på dette område.
Høresansen er også bedre udviklet hos hunden end hos mennesket. Hunden kan høre frekvenser op til 80.000 hertz, hvor vi kun kan høre op til 20.000 hertz. I træningssammenhæng kan vi sige at vi absolut ikke behøver råbe for hunden skal høre vores kommandoer. Vær også opmærksom på at hunden ikke direkte forstår menneskesprog; men lærer forskellige sproglyde at kende. Vi skal derfor gøre vores kommando ord så enkle og entydige som muligt. Vær også opmærksom på at hunden hører langt flere lyde en vi selv.
Synssansen er derimod ikke så udviklet som vores. Hunden har færre farvefølsomme celler end mennesket; men flere lysfølsomme celler. Det betyder hunden ikke ser farver så godt; men ser bedre i mørke end vi gør. Hunden er mere langsynet end mennesket og ser bedre bevægelser end detaljer. Hunden har også et bredere synsfelt end os, nemlig 270 grader mod vores 190 grader.
I forhold til træningen, kan vi med fordel bruge vort kropssprog, altså arm og håndsignaler. Brug så vidt muligt store tydelige bevægelser. Sørg også altid for at du kan ses i mod baggrunden, især under arbejde på afstand af hunden.
Hundens smagssans er ikke så udviklet som vores, vi har 9000 smagsløg – hunden har 1700. Måske virker hundens smagssans bedre i forbindelse med den langt bedre lugtesans.
I forbindelse med træningen kan vi drage nytte af at hunden har smagspræferencer. Det betyder at vi kan anvende spiselige ting som hunden godt kan lide, som effektive godbidder.
Hundens følesans er med sanseceller som vi har, dog med flest på snude og trædepuder Følesansen spiller stor social rolle, hunden anvender  berøring i mange signaler. Hunde er generelt lidt smertefølsomme, nogle dog mere end andre.
I forhold til træningen skal vi være opmærksomme på at hunden også bruger følesansen i sit sprog. Berøring kan være positiv belønning. Berøring af ryg og hoved kan opfattes som dominans. Greb om snude, kinder og ører opfattes som irettesættelse. Berøring af hovedets sider og mundvige øger kontakten og berøring af lyske, halerod og bug opfattes som behageligt. Smerte opfattes som advarsel.

Hundens adfærd

Adfærd er alle de handlinger som individet foretager sig. Det er for hunden f.eks. at sidde, gå, løbe, spise, sove, logre osv. altså alle hundens handlinger. I princippet foretager hunden ingen handling formålsløst. Formålet er altid under en eller anden form til fordel for hunden selv.
Man kan dele adfærden op i forskellige grupper, alt efter hvilken funktion den har. Det kan f.eks. være, flokfunktionen, jagtfunktionen, undersøgelsesfunktionen og forsvarsfunktionen. Det kommer vi i kontakt med under træningen af hunden og det er vigtigt at vide at, hunden kun kan være i en ”funktion” ad gangen.
Når vi arbejder med hunden med indlæring af en øvelse, er hunden i flokfunktionen (Denne funktion regulerer sociale handlinger i forbindelse med kontakt og samarbejde), så dukker der pludselig en kat op og hvis vi ikke er interessante nok, skifter den til jagtfunktionen. Nu er den lige pludselig ikke til at arbejde med, den er helt blokeret og har ikke lyst til kontakt; men lyst til at jage katten. Hvis vi skal have en chance for fortsat at arbejde med hunden skal vi først have den tilbage i flokfunktionen.
Hundens valg af funktion styres ikke alene af ydre faktorer; men også af indre faktorer. De ydre faktorer kan være, lyde, vejr, forstyrrende elementer som en kat. De indre faktorer er løbetid, sygdom, sult, tørst osv. Her er det nok værd at bemærke sig at alle spaniels generelt arbejder dårligt i varmt vejr. Sørg derfor altid at have frisk vand med.

Hundens udvikling

Denne tabel giver en glimrende fremstilling af hundens udvikling. Der er dog forskel på de forskellige racer og store hunde er senere udviklede end små; men som generel rettesnor er den glimrende